50 år efter afgang fra Bislev Skole mødtes eleverne for nylig igen. Herom beretter Anders Hollesen: – Det føles jo altid som noget særligt, når der som her er gået 50 år. Derfor opstod ideen med at vi skulle mødes for at bytte historier om, hvad vi hver især har foretaget os i de 50 år, der er gået.

Vi begyndte dagen med at spise frokost hos Majbrit og Anders i Aars for at få en hyggelig start på dagen. Derefter kørte vi til Bislev skole for at opleve atmosfæren i skolen igen. Vi havde allieret os med Hans Nielsen som viste os rundt på skolen, og fortalte om hvordan den fungerer i dag. Der var mange ting, som vi stadig kan huske fra vores skoletid. Udenfor skolen ved aktivitets huset fortalte Else Svennum historien om glasfiguren, der står opstillet; en virkelig fantastisk fortælling. Derefter gik turen til Bislev kirke, hvor vi i sin tid blev konfirmeret. Det er jo en kirke som de fleste af os stadig har en vis tilknytning til.

Efter besøget i kirken kørte vi til Hvorvarp ved Aars for at slutte dagen med aftensmad og hygge. Og hygget det blev der, minderne fløj frem og tilbage over bordet, så alle syntes, det havde været en fantastisk dag, de sent vil glemme.

w.Bislev-skole-50-rs-jubilum_3684
Fra venstre: Lærer Sisse Olsen, Anders Hollesen, Lene Holst, Esta Nielsen, Niels Erik Staun, Chresten Møller, Lærer Else Svennum og Lars Peter Bach.