I anledning af Nibe Avis’s 100 års jubilæum, vil der i løbet af 2019 være fokus på på livet i udvalgte landsbyer, herunder Bislev.
I Nibe Avis 23. jan. 2019 var der premiere på “Tæt på Bislev – en aktiv landsby”.
Tæt på Herregården Lundbæk og nærmest i baghaven til udbygningen af Nibe ligger Bislev. Det er en mindre landsby med godt 200 indbyggere, men en driftig en af slagsen. Ud over de store virksomheder Arla Foods (mejeri) og Wolturnus (kørestole) er der socialpædagogisk opholdssted og mange mindre erhvervsdrivende, bl.a. tømrer, fotograf, massør, keramik og maskinservice. Hvis vi bevæger os videre ud i det omkringliggende område, er der udover landbrug også økologisk gårdsalg, kro, smed, opbevaring og andet.
I Bislev Sogn som helhed bor der cirka 650 borgere. Tendensen er, at der fødes lidt flere børn, og det sidste år har velkomstgruppen budt hjertelig velkommen til 9 nye husstande i sognet.
Der er, Bislevs størrelse taget i betragtning, et anseeligt tilbud af fritidsaktiviteter til små, større, voksne og ældre. Herunder FDF, idrætsforening, borgerforening og seniorklub. Der er et flot og attraktivt Aktivitetshus, et vandværk og et aktivt menighedsråd, der i folkekirkeregi tilbyder alt fra babysalmesang til læseklub og strikkecafe. Den lille folkeskole med tilknyttet børnehave, giver børnene en god og tryg base for udvikling og læring.
Alle foreninger og institutioner er repræsenteret i Bislev Samråd, Bislev.dk. Det er et samarbejdende forum for udviklingen af landsbysognet til fortsat at være et attraktivt sted at bosætte sig. Der gøres en indsats for at udbrede det positive kendskab til Bislev, og der samarbejdes om fælles arrangementer og tiltag. I efteråret afholdtes der f.eks. med stor succes Åben Landsby, hvor der netop via det brede samarbejde var alskens forskellige aktiviteter.
Bislev er kendt for sine lyserøde majblomstrende kirsebærtræer, som i december prydes af flot julebelysning. Dette tiltag fra borgerforeningen skylder tak til landsbyens borgere, der samarbejder hertil ved at sætte lyskæder op og lægge strøm til. Nogle borgere samarbejder om nabohjælp, og andre er hjerteløbere ved hjertestop i området.
Bislevs foreninger oplever generelt stor opbakning til tiltag og arrangementer, og arbejdsdage bidrager til såvel byens skønhed som fællesskabet. Nyligt mødte ca. 60 borgere frem i den nyanlagte Høygaardsparken for at ønske hinanden godt nytår.
I flere år har der i Bislev været afholdt en fælles generalforsamlingsaften for flere foreninger. Det er vanligvis en informativ og inspirerende aften, hvor der berettes om aktiviteter fra det forgangne år, og alle har mulighed for at komme med input, ros og kritik. ”Vi løfter mere, når vi står sammen.”
På nedenstående foto ses repræsentanter for Bislevs foreninger i Bislev Samråd: Else Marie Svennum og Else Kristensen (begge Bislev Seniorklub), Bjarne Jakobsen (Bislev Vandværk), Ulrik Juul Hansen (Bislev Borgerforening), Christina Rusholt Christensen (Bislev Skole og Børnehave), Hans Nielsen (formand Bislev Samråd), Søren Svenningsen (Bislev Idrætsforening), Lisbeth Nørmølle (Bislev FDF), Tove Japhetson Rasmussen (Bislev Menighedsråd) Og Kim Dissing (Bislev Aktivitetshus).
