Har du lyst at hjælpe
Da vi kun er få ledere i kredsen byder vi al hjælp velkommen. Det kan være alt fra praktiske ting og til at hjælpe til et børnemøde en eller flere gange. Så sig til og kontakt os, hvis du har lyst til at hjælpe os.
Du er også velkommen til at kontakte os og høre nærmere, hvis du synes det kunne være spændende at deltage i bestyrelsesarbejde eller som børneleder.
Vi glæder os til at høre fra dig.
Bliv leder
Lederne i FDF er den vigtigste person for børnene og er afgørende for, at børnene får en god oplevelse i FDF.
Tidligere FDF- eller spejdererfaring behøves ikke. Det vigtige er at du møder børnene som dig. Men det er ikke kun børnene, der får noget ud af, at du er frivillig leder. Som leder får du selv mange gode oplevelser, et tæt fællesskab, praktiske ledelseserfaringer og mulighed for en bred lederuddannelse. Det viser sig i praksis både at pynte på ethvert CV og give erfaringer, der kan udnyttes i mange jobs i erhvervslivet.
FDF tilbyder dig hele tiden uddannelse til at blive bedre som leder. Det gælder både de bløde værdier omkring pædagogik og holdninger og de mere konkrete som aktiviteter til møder og lejre. Uddannelsen er i høj grad praktisk orienteret, og den vigtigste uddannelse er da også den, der finder sted i dagligdagen i kredsen; sammen med børnene og de andre ledere.
Har du lyst til at blive leder hos os, så kontakt kredslederen.
FDFs lederideal
1. Lederen vedkender sig FDFs formål
Lederen skal være bevidst om, at det bærende i FDF er at møde børn og unge med evangeliet om Jesus Kristus. Lederen har personlig tilknytning til folkekirken og baserer sin tilværelse på det kristne livssyn.
2. Lederen er et forbillede for børn og unge
Lederen skal gøre sig klart at børnene og de unge tager pejling af alt. Lederen bliver et af børnenes pejlemærker for voksenlivet, og skal derfor være det voksne forbillede. Lederen skal vise og stå ved egne holdninger og samtidig skabe frihed til andres holdninger. På den måde får børnene og de unge mulighed for at udvikle den udholdenhed og den robusthed, som udspringer af at have sine meningers mod uden at træde på andre.
3. Lederen er bevidst om sit ansvar og stiller høje krav til sig selv
Lederen skal møde børnene og de unge som en voksen, der kan og vil tage ansvar når det kræves, og som træder i baggrunden når det fremmer processen. Som er uhøjtidelig i sit lederskab, og som stiller høje krav til sin egen kvalitet og ansvarlighed. På den måde får børnene og de unge mulighed for at være aktive og ligeværdige medspillere i FDF-fællesskabet.
4. Lederen er fortrolig med FDFs værdigrundlag og bruger dette som rettesnor for sit lederskab
Lederen skal møde børnene og de unge med FDFs værdigrundlag igennem gode aktiviteter og handlinger.
5. Lederen har mod på at forkynde evangeliet
Lederen skal forkynde evangeliet i fortælling, i samtale og i fortolkning samt vise, at det kristne budskab har værdi i hverdagen.
6. Lederen er en god kammerat
Lederen skal møde børnene og de unge som en god lytter, der lever med i deres undren, deres glæder og sorger. Lederen skal opmuntre til aktiv deltagelse og give plads til livsglæden, nysgerrigheden og begejstringen. Lederen skal vise omsorg og skabe tid og rum til fordybelse og samtale, så børnene og de unge oplever, at lederen virkelig vil dem.
7. Lederen forstår værdien af leg og fantasi i arbejdet
Lederen skal udvikle legen og fantasien hos børnene og de unge. I legens magi skabes et fællesskab og venskab, hvor alvor og glæde kan brydes. Lederen skal være igangsætter af og selv gå ind i den organiserede leg og opmuntre til fri leg. Det giver børnene og de unge mulighed for at udvikle selvværd og selvstændighed inden for fællesskabets rammer.
8. Lederen dygtiggør sig gennem lederuddannelse, egne og andres erfaringer
Lederen skal uddanne og dygtiggøre sig til arbejdet med børn og unge. Lederen skal gennem lederuddannelsen tilegne sig faglige og pædagogiske færdigheder af høj kvalitet og dele sin viden med andre.
Velkomstfolder nye ledere
FDFs formål
Formålet med FDF er at møde børn og unge med evangeliet om Jesus Kristus.
I FDF møder vi børn og unge med et kristent livs- og menneskesyn, der viser, at vi som mennesker er skabt til fællesskab og er ligeværdige uanset race og social status.
Aktiviteterne i FDF er mangfoldige. Sammen med samværsformen i FDF skal de, i bund og grund, være med til at give tro på Gud, mod på livet, tillid til sig selv og hinanden.
FDFs vedtægter
Bislev FDF er en del af landsforbundet FDF.
FDFs grundlov og forbundsvedtægter blev oprindelig vedtaget på ekstraordinært landsmøde på Nyborg Strand 8.-9. december 1973.