45 medlemmer havde meldt sig til den årlige forårstur, der i år begyndte med besøg på Volstrup, hvorfra turen gik videre til Bramslev bakker og Vive havn, hvor vi nød den medbragte eftermiddagskaffe. Ganske vist begyndte turen i regn , men sluttede i dejligt solskin, så eftermiddagskaffen kunne nydes udendørs, fortæller Else Svennum til Nibe Avis.
Turen foregik i egne biler, og i Volstrup stod Erik Ugilt Hansen klar til at tage imod os og fortælle om det Volstrup vi kender i dag. Erik Ugilt Hansen havde altid haft en drengedrøm om at arbejde med dyr og natur, og den har han til fulde kunnet udleve på Volstrup.Han ridsede kort landbrugets nuværende situation op og nævnte i den forbindelse at nok har der været vanskeligheder gennem tiden, men situationen for landbruget havde aldrig været så vanskelig som nu.
Selv havde han derfor i sin tid på Volstrup bestræbt sig på at have flere aktiviteter for ikke at være for sårbar. Volstrup danner således i dag ramme om mange forskellige aktiviteter og forretningsområder, såsom landbrug, minkfarm, dambrug, fiskepark, rullegræsproduktion for blot at nævne nogle af dem.
Efter det meget interessante oplæg, nød vi middagsmaden, inden vi selv tog stedet i nærmere øjesyn ved bl.a. at besøge den spændende skind- og pelsbutik eller gå en dejlig tur på naturstien rundt om golfbanen, fortæller Else Svennum. Som nævnt fortsatte deltagerne til Bramslev bakker, et særpræget stykke natur, der altid er et besøg værd.
Derefter kørte man langs Mariager Fjord langs nyudsprungen skov til Vive havn.