Lørdag var der Åben Landsby i Bislev med temaet ”Landsbykræfter”. I regi af Bislev.dk var alle foreninger og skole/børnehave gået sammen om at vise, hvad Bislev er og kan, når vi står sammen ved fælles kraft.
Der var lagt an med et storstilet program fra kl. 10-15, hvor der var noget for alle aldre og for enhver smag. Bislev Skole og Børnehave holdt åbent, og her var der mulighed for, at børn kunne prøve forskellige aktiviteter fra fysisk bevægelse til teknologi, kreativitet og hjernegymnastik. Lærere og pædagoger var tilstede og fortalte om, hvordan en dansk folkeskole også kan være. I Aktivitetshuset var der Byttemarked – som set i TV – hvor flere fik byttet deres aflagte tøj til noget bedre. Blandt børnene var især legetøjet et hit, og mon ikke de fleste børn fik noget nyt med hjem til værelset. Ude på pladsen var det også populært blandt børnene at kunne kæle med kalve, kaste mod dåser og bage pandekager på bål.
Nibe Beredskab gav fremvisning, og i teltet var der mulighed for smagsprøver og varekøb ved lokale virksomheder. Samrådet havde opstillet diverse plancher over området, og der kunne købes pølser mm. Bislev Kirke var åbent for både kik og quiz, og især var der mange, der benyttede sig af muligheden for at komme en tur op i kirketårnet. Herfra er der et flot udsyn over Bislev. Bislev kunne denne dag også ses fra en anden vinkel – nemlig fra hestevogn. Der var fyldt op i vognen, der flere gange kørte Bislev rundt, mens lokalkendte guider fortalte om Bislev før og nu. På turen kom man blandt andet forbi Høje Bislev, hvor man kunne nyde en imponerende udsigt, og hvor der arbejdes på udstykning af nye byggegrunde. Tilbage på pladsen foran skolen, var der en flot udstilling af veterankøretøjer af forskellig art og alder.
For de, der var mere til de stærkere hestekræfter, fremviste Case Pulling Team deres store Il Tempo Gigante 2 traktor, der med 2000 HK gav noget til både syn og hørelse ved opstart. Aroc gav to gange flot freestyle motocross-opvisning, der dog grundet det våde og vindfulde vejr ikke blev helt så spektakulært som planlagt. Gennem hele dagen var der endvidere garden pulling – traktortræk for havetraktorer. En disciplin, der tiltrak stort publikum, og hvor unge mennesker fra egnen satte sig i sædet for at yde optimalt. Der blev trukket i tre kategorier: standardklasse 300 kg, hvor Jeppe Juul Hansen fik 1. plads, modificeret 360 kg, hvor 1. pladsen gik til Nikolai Flohr og sidst modificeret 500 kg, hvor Magnus Trilling vandt 1. pladsen.
Trods det ustabile vejr var der gennem hele dagen masser af besøgende, og i Bislev er vi stolte af at kunne præstere en sådan dag. Vi er taknemmelige for sponsorer, udstillere og alle de frivillige, der har muliggjort denne dag. Med Landsbykræfter kommer man langt!
Se masser af billeder fra dagen.
Se også indslag i TV2 nord.